Linda har lige været en tur i Japan, og her blev vi endnu engang mindet om forskellen mellem kroppe, og om diversiteten i forskellige befolkningsgruppers kroppe.
For år tilbage boede og arbejdede Linda i Hong Kong. Det var i Hong Kong, at hun startede sin yoga uddannelse – sammen med andre, og mange af dem naturligvis asiatere. Asiaterne er ofte meget
mere smidige end vi europæere.
"Dette blev jeg mindet om på denne tur til Japan. Jeg så det mest fantastiske – en ældre dame som sad
på hug ved at busstoppested. Tænk at have en krop og en smidighed, når man er mellem 80-90 år, hvor den foretrukne sidde/hvile stilling er på hug – med hælene på jorden". Og som du kan se på fotoet her, er det ikke kun ældre kvinder, men også mange mænd der finder denne stilling skøn.
.
"Da jeg på min guidede cykeltur i Tokyo stod i danseren (Sanskrit navn: Natarajasana) og gerne ville have taget et billede, spurgte vores cykel guide Mana, om hun måtte være med, selvom hun aldrig havde lavet yoga før". NB det er Linda til venstre, hvis du skulle være i tvivl : ))
En ting er sikkert, vores kroppe er forskellige. Mana kunne stillingen uden problemer, og Linda kan kun stillingen, fordi hun har trænet den og kender den.
Vi er så forskellige. Udefra set, er nogle af os er højere, andre lave. Nogle er født med en længere overkrop, og andre igen er født med længere ben.
Når vi kigger ind i kroppen, så ser vi også forskellige ud. Vi har de samme antal ryghvirvler, men afhængig af overkroppens længde må der være større eller mindre afstand mellem dem. Dette gør naturligvis, at vores rygge ikke kan nøjagtig det samme f.eks i en bagoverbøjning. Det kan også være vores hofteskåle, som er forskellige. Måske vender din hofteskål i en retning, hvor du uanset hvor meget du træner smidighed aldrig kommer til at kunne gå i split og andre kan gøre det uden at skulle varme op….Måske vender dine hofteskåle i en retning, hvor du sagtens kan træne dig op til at kunne lavet et split – mærk efter ❤️
Lad ikke dit ego overtage – lyt og mærk din krop.
Er der yoga stillinger, som du elsker og andre, som du er knap så begejstret for?
Nogle, som DU oplever, er meget udfordrende, men hvor ANDRE måske ikke har samme oplevelse?
Det handler om din styrke og din smidighed, men også om din krop’s sammensætning, dine knogler.
Hvis ovenstående er ny viden for dig, så prøv at lav stillingen nu. Er der noget, som er anderledes? Del meget gerne med os - vi vil elske at høre om din oplevelse og måske opdagelse:-)
Så næste gang du er til yoga, så mind dig selv om, at ”blive på dit eget yoga underlag”. Bliv lige der, mærk din krop fremfor at sammenligne dig med andre i lokalet.
Og endelig husk på, at det ikke er dig, som skal tilpasses yoga stillingen, men stillingen som skal tilpasses dig. Find balancen med og i din styrke og smidighed ❤️
Comments